WHOs diagnoseliste, ICD-10, definerer udviklingshæmning som: “En tilstand af forsinket eller mangelfuld udvikling af evner og funktionsniveau, som normalt viser sig i løbet af barndommen, og som bidrager til det samlede intelligensniveau, det vil sige de kognitive, sproglige, motoriske og sociale evner og færdigheder”.
I ICD-10 bliver udviklingshæmning inddelt i fire sværhedsgrader:
- Lettere grad: IQ-område 50-69. Medfører sædvanligvis indlæringsvanskeligheder i skolen. Mange voksne kan arbejde, klare sig socialt og bidrage til samfundet.
- Middelsvær grad: IQ-område 35-49. De fleste kan i nogen grad klare personlige fornødenheder. Voksne behøver støtte for at klare sig i samfundet.
- Sværere grad: IQ-område 20-34. Behøver vedvarende støtte og hjælp.
- Sværeste grad: IQ-område under 20. Kan ikke klare fornødenheder, kontinens, kommunikation eller mobilitet. Kræver vedvarende pleje.
Den amerikanske diagnoseliste (DSM-III) opstiller følgende kriterier for udviklingshæmning:
- A: Væsentlig nedsat generel intellektuel funktion: IQ 70 eller lavere ved individuel IQ-test. For spæd- eller småbørn, hvor der ikke kan beregnes testværdi, bygger diagnosen på klinisk skøn.
- B: Der er samtidig manglende eller forstyrret evne til at tilpasse sig omgivelserne, alderen taget i betragtning.
- C: Debut før 18-års alderen.
Hvis man samtidig med svær udviklingshæmning, også har andre psykiatriske diagnoser, kalder med det for Oligofreni i stedet for udviklingshæmning. IQ ligger her ofte på max 50, hvor øvrige diagnoser ofte er autismespektrumlidelse, psykosetilstande og/eller tvangsmæssige udfordringer. Denne målgruppe har ofte begrænset eller intet verbalt sprog og især vanskeligheder med håndtering af impulser og følelser. Chancen for udfordrende adfærd, med fx selvskade eller aggression, er forhøjet. Grundet den svære udviklingshæmning er der ikke sjældent også flere fysiske problemstillinger. Målgruppen bor ofte på institution eller i bolig med særlig støtte. Børn går hyppigt i specialskole med høj normering.
Behandlingen bør i min optik først og fremmest være af miljøterapeutisk/pædagogisk karakter, hvor man foruden ofte (hyppigt) autismepædagogiske tilgange bør tage udgangspunkt i de individuelle behov. I nogle tilfælde kan psykofarmakologisk behandling blive nødvendig med henblik på at optimere eksempelvis affektforvaltningen.
Jeg har mange års erfaring med børn, borgere og familier med disse udfordringer. Alt efter hvad du oplever som udfordrende med dit barn eller pårørende, kan jeg udrede, vejlede og udfærdige specifikke interventionsguides til enten familie eller skole/institution. Jeg kan ligeledes tilbyde undervisning og supervision til institution og skole.