Jeg tilbyder terapi online eller i Valby til voksne, unge og børn.
Bøvler du med livet på den ene eller anden måde, så kan psykoterapi måske være noget for dig. Jeg tilbyder dig et trygt og nærværende rum, hvor du har mulighed for at være med det, der fylder i dit liv her og nu. Du vil lære dine personlighedsdele at kende, og jeg vil hjælpe dig med hvordan du kan møde disse dele med selvomsorg og forståelse. Jeg anvender især IFS (Internal Family Systems), hvor man ser de fleste former for psykisk lidelse, som et udtryk for at der er nogle dele i personligheden der er blevet ekstreme, fordi de beskytter andre mere sårbare dele. Læs/se mere om IFS her. Metoden er anerkendt og evidensbaseret.
Hvis du er blevet ramt af langvarig stress, har du måske været god til at overse faresignalerne og har derfor ikke fået sagt fra og bedt om hjælp i tide. En del af stressbehandlingen handler om at lære sine signaler at kende og forstå, hvad der ligger bag samt finde frem til, hvad der kan afhjælpe. Det kan lyde meget simpelt, men det kan være en svær øvelse at begynde at mærke efter, når man længe har overhørt kroppens signaler. I terapi hos mig, hjælper jeg dig med at finde ud af hvordan din stress ser ud, hvad den kommer af samt hvordan du kan få det godt igen.
Angst og bekymringer kan fylde så meget, at det forhindrer os i at leve det liv, vi har lyst til. Det kan være rettet mod sociale situationer, eksaminer, risikoen for at miste, for sygdom, for at gå i panik eller at få angstanfald. Angst kan også være mere generelt. I terapi hos mig, hjælper jeg dig med at finde ud af hvordan din angst/bekymringer ser ud, hvad det kommer af samt hvordan du kan få det godt igen.
Depression og tristhed kan opleves forskelligt fra den ene person til den anden. Nogle oplever det mest som en tristhed, andre som en tomhed eller et fravær af følelser og atter andre kan opleve det som en vrede. Nogle har også symptomer på angst.
I behandlingen af depression vil fokus ofte være på at undersøge, hvornår de depressive tanker og følelser begyndte at dukke op og hvad de drejer sig om. Vi vil desuden se på, hvilke effekter depressionen har på din selvopfattelse og dit liv generelt (relationer, arbejde/studie, dagligdag osv.). I terapien finder vi sammen vejen til at du kan få det godt igen
Der kan være mange årsager til at man som forældre ønsker hjælp til sit barn og/eller forælderskabet. Der kan eksempelvis være udfordringer i skolen, hjemme og/eller med andre børn. Der kan være udfordringer i forhold til følelsesmæssig regulering og balance, ligesom man af mange forskellige årsager kan være kommet ind i familiemæssige samspilsmønstre, som ikke er gode for barnet og/eller for forældrene. Samspillet kan eksempelvis være præget af konflikter, hvor vrede, angst eller tristhed kan komme til at dominere for meget.
Mit udgangspunkt er, at børn og forældre altid gør deres bedste, omend der sommetider kan være behov for en hjælpende hånd.
Hvis du ønsker hjælp til forældreskabet og/eller til dit barn, starter forløbet med en dobbelt session, hvor du/I møder op uden barnet. Målet er at danne et overblik over, hvad der er på spil, samt hvordan jeg kan hjælpe Jer. Inden i går hjem, får i min vurdering af hvilken type hjælp/forløb, der er behov for, for at Jeres barn/familie kan komme i trivsel igen. Jeg har især gode erfaringer med, at hjælpe med forældre med at at støtte børnenes følelsesmæssige udvikling.
Højt begavede børn og deres forældre kommer ofte til mig, fordi der i en længere periode har været mistrivsel hos barnet eller den unge. I modsætning til hvad mange tror, handler det ikke om at føle sig bedre end andre, men ofte det modsatte. Det kan være svært at være anderledes, og nogen oplever høj grad af ensomhed til følge, i tillæg til måske at kede sig i skolen.
Som højt begavet tænker man ofte hurtigere end gennemsnittet, hvorfor nogen sidestiller høj begavelse med at have en hurtig hjerne. Men det er mere end det. Det betyder også, at man har nemmere ved at forstå det abstrakte og komplekse og ofte har et stort lærings- og udviklingspotentiale. Som højt begavet har man en særlig evne til at gennemskue og løse komplekse problemstillinger hurtige end gennemsnittet.
Nogle højt begavede har været udsat for små eller store traumatiserende hændelser (eksempelvis mobning eller anden eksklusion fra fællesskaber). Dette kan medvirke til at der opstår høj grad af overtænkning og angst. I disse tilfælde kan man komme til at forveksle overtænkning som handler om høj begavelse, og overtænkning, som et traumerespons. Andre igen kan komme til at forveksle dette traumerespons med ADHD eller andre diagnoser. Af den årsag vil terapeutiske forløb med højt begavede personer, altid starte med en afklaring af dette.
Børn, unge og voksne kan have indlæringsvanskeligheder, som kan give udfordringer i både skole/uddannelse og andre af livets områder. Har man en IQ på mellem 75 og 85 vil man typisk have generelle indlæringsvanskeligheder, men andre faktorer kan spille ind. Det beror især på, hvad man ellers har af ressourcer og udfordringer, samt hvem man har omkring sig til at støtte op.
Har man en lavere IQ, kaldes det udviklingshæmning, hvilket man kan have i lille, middel eller i svær grad. I princippet kan man som udviklingshæmmet ligge med IQ mellem 20 og 75. Udover at have svært ved at følge med i en almindelig skole, har de fleste udviklingshæmmede også udfordringer på en lang række andre områder. Nogle har andre psykiatriske diagnoser på samme tid, hvilket man så kalder Oligofreni. De øvrige vanskeligheder, man kan have samtidig med, kan være sociale, personlige, følelsesmæssige, seksuelle, strukturmæssige, rastløshed, manglende overblik, svært ved følelseshåndtering, problemer i kærlighedslivet og mange andre.
Hvis man har mange tanker om eller overvejer, hvorvidt man har en psykiatrisk diagnose, kan det være en god ide at tale med en fagperson om det. En samtale kan være med til at afklare, om det er relevant at gå videre med en undersøgelse, og/eller hvordan/hvor man kan gå videre i en afklaring.
En del kommer til mig, fordi de allerede har fået en diagnose og har brug for at forstå sig selv bedre. Nogen har brug for konkrete redskaber (f.eks. hvis man har ADHD), mens andre igen gennemgår en sorgproces, som følge af ”det tabte” liv eller frygten for ”hvad nu”.
Oplever du, på grund af en eller flere funktionsnedsættelser, at du er forhindret i fuldt eller delvist at deltage i samfundslivet på lige fod med andre? Eller har du fornyeligt pådraget dig et handicap, som betyder, at du måske oplever eksklusion, gennemgår en sorg eller er pårørende til en i lignende omstændigheder.
Jeg har i mit virke som psykolog erfaring fra mange typer af handicaps, både i terapi, i forhold til pædagogisk vejledning samt relateret til pårørende.
© 2026 Karen Riber – Designet af Aveo web&marketing
Autoriseret psykolog
Specialist i Klinisk psykologi
Book en samtale gennem formularen herunder,
eller kontakt mig på telefon eller mail, for at høre mere om,
hvad jeg kan gøre for dig. Skriv gerne dit telefonnummer, hvis du vil ringes op.